30 år i kølebranchen:
Ulrich Basse værdsætter samarbejdspartnere og følger med i udviklingen27. Januar 2025
H. Jessen Jürgensens Sales Director, REF-divisionen Ulrich Basse fejrer i januar 2025 30-års jubilæum i kølebranchen. Her kigger han tilbage og lidt frem i den branche, som han har helt inde under huden efter tre årtier som medarbejder, ejer og leder i et dynamisk arbejdsliv.
Hvorfor valgte du kølebranchen?
Gennem min uddannelse som maskinmester udviklede jeg en stor interesse for køleteknik. Temperaturstyring og køling udgør en livsvigtig funktion i vores samfund. Den skaber komfort i de bygninger, som vi befinder os i, og forlænger holdbarheden af fødevarer, drikkevarer, medicin og meget mere.
Desuden spiller køling en afgørende rolle i den globale handel, da det muliggør, at varer kan transporteres over store afstande.
Og så er jeg vild med teknik - kompressoren er stadig hjertet i anlægget - og det er sjovt at få det hele til at spille sammen.
Hvordan har køleløsninger ændret sig?
Især inden for kølemidler og krav til fyldninger. Vi er i fuld gang med at omstille os fra syntetiske til naturlige kølemidler som propan, vand, ammoniak og CO2, som stort set ikke har negativ effekt på den globale opvarmning eller ozonlaget.
Da jeg begyndte i branchen, arbejdede vi primært med tre kølemidler: R12, R22 og R502. I dag anvendes der mange forskellige kølemidler i anlæggene. Tidligere var der ubegrænset fyldning, i dag er der et loft på den tilladte mængde af kølemiddel afhængig af typen.
For os som sparringspartnere er det spændende, når vi skal finde den bedste løsning til at dække kundernes behov.
I dag anbefales ofte naturlige kølemidler. Det er en god udvikling, at vi omstiller os til naturlige kølemidler, som har en lav eller slet ingen påvirkning af den globale opvarmning. Det er jeg glad for at bidrage til.

Hvad driver dig?
Gennem årene har jeg fundet ud af, at det er en meget dynamisk branche, hvor der hele tiden sker noget nyt både teknisk samt med krav og reglement. Jeg har altid haft lyst til at lære nyt. Udviklingen i kølebranchen er utrolig interessant, og jeg trives bedst, når der er gang i den.
Jeg holder meget af mine samarbejdspartnere – kunder, leverandører og kolleger – og så nyder jeg at skabe resultater.
Hvordan er din relation til kunder og leverandører?
Jeg har opbygget tætte, professionelle relationer med mange i branchen.
Mange af vores kunder har jeg kendt i mange år – nogle af dem helt tilbage fra den tid, hvor de var lærlinge. Udover gode personlige relationer har det været en fornøjelse at følge, hvordan også kundernes forretninger er vokset og har succes.
Samtidig har jeg haft et tæt og langvarigt samarbejde med mange af de samme leverandører gennem årene. Tætte og langvarige relationer gør det nemmere at matche behov og udbud i det daglige.
Hvad er du særligt stolt af?
Jeg er stolt af, at jeg sammen med min partner, Flemming Stokholm, udviklede virksomheden FK Teknik til at være så attraktiv for Beijer Ref, at de ønskede at købe den, integrere den i datterselskabet H. Jessen Jürgensen, og samtidig beholde mig som fagansvarlig og leder i organisationen.
Jeg er taknemmelig for den tillid, Beijer Ref har vist mig, og jeg sætter pris på at kunne bidrage til koncernens fælles bedste.
Hvad er dine bedste råd til nye i kølebranchen?
Vær nysgerrig, spørg løs, lyt til de mere erfarne. Kølebranchen er kompleks, så det er vigtigt at lære teknikken bagved og forstå termodynamikken. Man skal give sig tid til at lære og forstå teorien bag køleteknik – eksempelvis har H-log P diagrammet hjulpet mig mange gange.
Branchen er dynamisk, så det er vigtigt at holde sig opdateret på viden og ny teknik. Sørg for at skabe et netværk i branchen, hvor I kan udveksle erfaringer og let kan hjælpe hinanden.